Blandet opstart for senior 1

Årets første træningskamp fandt for vores vedkommende sted allerede den 14. februar mod Virum, der til daglig gør sig i toppen af Sjællandsserien. Vi vidste på forhånd, at det ikke ville blive nogen nem opgave, men vi slap hæderligt fra opgøret med 1-1, på trods af at Virum dominerede kampen og vi til tider stod meget langt tilbage på egen banehalvdel.
I næste kamp ventede så en endnu sværere modstander i form af Sjællandsseriens tophold, Hillerød, og her skulle vi ikke slippe lige så nådigt. Der var på forhånd en del afbud og småskadede spillere, men det bør ikke være en undskyldning for en pinlig indsats, der resulterede i et 0-9-nederlag – og det endda selvom Hillerød i en periode på ca. 50 minutter af kampen ikke scorede.
Den elendige indsats skulle vi forsøge at glemme weekenden efter mod ingen andre end vores lokalrivaler fra Brede, som vi også er i række med. Her viste vi, at vores topniveau kan være næsten lige så godt, som vores bundniveau er lavt, hvilket førte til en overbevisende 4-1-sejr med scoringer, der var som taget direkte ud af fodboldens drejebog.
Sejren over Brede skulle vi forsøge at følge op på mod Serie 2-mandskabet Taarbæk, som vi tidligere har haft problemer mod i andre træningskampe. Det blev skam heller ingen walkover denne gang, men vi kunne dog alligevel trække os ud af opgøret med en 4-3-sejr i bagagen blandt andet efter tre kanonmål fra Rasmus.
Seneste prøve stod mod Friheden, der fører deres Serie 2-række suverænt, og også har voldt os problemer tidligere. På trods af en tidlig scoring fra Rasmus’ fod, fandt vi aldrig rigtigt melodien i kampen, og det endte derfor med en fortjent 3-1-sejr til Friheden.
I weekenden venter Frem Hellebæk, der også spiller i Serie 2, mens sidste modstander inden turneringsstart er Jyllinge den 28. marts. 2. påskedag åbner vi forårssæsonen ude mod Værløse, der fører rækken med 27 point for 13 kampe.