I Lundtofte Boldklub er der plads til alle
Lundtofte Boldklubs seniorafdeling havde mandag den 25. januar besøg af omtrent ti unge flygtninge fra Syrien og Afghanistan, som efter aftale alle deltog i aftenens træningspas. Deres deltagelse var arrangeret af klubbens bestyrelsesformand Claus Abildgaard i samarbejde med Lyngby Frivillignet, som sørgede for at skaffe udstyr til de unge mænd via fondsmidler. Boldklubben har dog i første omgang doneret træningstøj til de unge mænd, så de har noget lækkert tøj at træne i.
Lyngby Frivillignet er imidlertid ikke alene om at sørge for flygtningenes fodboldeventyr. Lundtofte Boldklub har nemlig fået del i en pengepulje på 100.000 euro, som Den Internationale Olympiske Komité har doneret til idræt for flygtninge i Danmark. Klubben skal således ikke selv dække udgifterne ved at have flygtningene på besøg, men blot sørge for, at de har det sjovt og får spillet noget fodbold.
Det glæder da også Claus Abildgaard, at det lykkedes at få initiativet ført ud i livet:
”Vi har i Lundtofte Boldklub altid været bevidste om vores sociale ansvar over for i særdeleshed kommunens unge, og da denne mulighed bød sig, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi kunne og skulle hjælpe med at integrere disse unge mennesker,” siger bestyrelsesformanden og fortsætter:
”Lundtofte Boldklubs værdier har altid været, at der skal være plads til alle, og at det skal være sjovt at spille fodbold. Disse unge mennesker er desværre ikke vokset op med samme privilegier som os, så det mindste, vi kan gøre, er at give dem en god oplevelse ved at lade dem spille noget fodbold.”
Klubbens seniorafdeling består i øjeblikket af mere end 50 spillere, hvoraf mange er under 25 år, og der var derfor rigeligt med spillere til stede til mandagens træning på trods af det kolde januarvejr. Aftenens træning var som udgangspunkt tiltænkt klubbens 2. og 3. hold, og deres træner, Morten Holst, glædede sig over at se de mange nye ansigter:
”Det var skønt at se, hvordan de nye bare gav den en skalle og gjorde deres bedste for at være en del af fællesskabet. Vi byder dem naturligvis velkommen fremover og håber, at de fortsat vil komme og træne med, for så er jeg sikker på, at de kan lære en hel masse, ligesom vi kan lære en masse af dem,” siger Morten Holst og fortsætter:
”Der skal også lyde en stor ros til vores ”gamle” spillere for at tage godt imod flygtningene og gøre deres bedste for, at de følte sig som en del af fællesskabet gennem hele træningen. Det er lige præcis sådan noget, der gør Lundtofte Boldklub speciel, for her deler vi alle de samme værdier og ambitioner om at have respekt for hinanden og fællesskabet.”
Allerede til onsdagens træning var størstedelen af flygtningene igen mødt trofast op, så lad os håbe, at det sidste kapitel i succeshistorien endnu ikke er skrevet.
Som et led i opstarten af dette DIF projekt var også Politiken forbi. Læs deres fremragende rapportage via dette link læs mere her
Alle fotos er venligst udlånt af Stig Dyrekilde og Svend Erik Ottosen