Optakt: Lundtofte-Brøndbyernes IF
Begge mandskaber er før kampen ubesejrede efter storsejre, og kampen er derfor på de sociale medier blevet skreget op til en tidlig puljefinale.
I den anledning har vi taget os en snak med Lundtoftes Mads Thygesen.
- I morgen spiller I topopgør mod Brøndbyernes IF i Futsal Herresjællandsserien. Hvad forventer du dig af modstanderen?
Jeg forventer et dygtigt Brøndby-hold, som vil være gode både teknisk og taktisk. Et hold, som vil gøre alt for at vinde kampen og dermed tage oprykningspladsen, så det bliver en hård modstander.
- Uden at afsløre for meget af taktikken, hvad skal så lykkes, hvis I skal besejre Brøndbyernes IF?
Vi skal overholde vores aftaler, og så skal flere af vores bærende spillere træde i karakter. Derudover skal vores målmand, Hansen, ramme dagen.
- Kampen er blevet hypet en hel del af begge lejre på de sociale medier. Bidrager det noget ekstra til tændingen?
Ja, det er altid sjovt med hype omkring de store kampe, derfor vil det da selvfølgelig give lidt ekstra tænding til kampen. Derfor skal vi ud og vise, hvad vi kan, så det ikke kun er ord på de sociale medier.
- Hele Lundtofte-holdet spiller normalt udendørs, og futsal er derfor mere en ekstra fornøjelse. Hvorfor synes du, det er fedt at spille futsal ?
Futsal er fedt, fordi det er så teknisk og bolden hele tiden er ved jorden. Derudover er det taktiske også et vigtigt aspekt i spillet, og for at kunne vinde kampe skal man både præstere teknisk og taktisk i begge ender. Futsal er et hurtigt spil, og derfor er der tænding på i alle 40 minutter.
- Et bud på kampens resultat?
En Lundtofte sejr på 4-3.
Kampen spilles klokken 16.30 i Taastrup Idrætshaller, og vi håber selvfølgelig at se så mange Lundtofte-supporte som muligt på lægterne.