Menu

Senior 1 – Endelig tre point

image Målscorer Palle
AP
28. oktober 2014 kl. 20:53
Efter fire kampe uden sejr fik vi søndag endelig tre point, da LSF blev besejret med 2-0 på udebane.

Før kampen mod LSF søndag formiddag var vi et hold med kniven for struben, da det ikke var lykkedes at vinde bare en af de seneste fire kampe, og oven i købet blev det til et ærgerligt overtidsnederlag til Grønne Stjerne i sidste weekend, hvorfor selvtilliden bestemt ikke var i top.

Dette kunne dog ikke umiddelbart ses fra starten af kampen, hvor vi fik lagt et fint pres på hjemmeholdet på en ellers meget stor bane. Dette resulterede efter få minutter i en stor mulighed til Thyge, der dog måtte se sin afslutning blokeret af keeperen, og i resten af halvlegen blev det kun til lige ved og næsten. I stedet for en føring til os fik LSF et større spilovertag efterhånden, som kampen skred frem, men selvom de havde to afslutninger på træværket i første halvleg, blev de ikke for alvor farlige, og vi kunne derfor gå til pause ved stillingen 0-0.

Anden halvleg var ikke mange minutter gammel, da et langt indkast fra Thyge blev forlænget af David og dernæst snittet videre af AP, der kunne se bolden snige sig i mål til en 1-0-føring til os. Indtil da havde vi faktisk stået rigtig godt på banen uden at falde for langt tilbage, men det var som om, at føringsmålet fik os til at trække os markant længere tilbage. Umiddelbart en farlig taktik, men LSF kunne stadig ikke for alvor nedbryde vores velspillende defensiv, og symptomatisk for dette var det da også en spiller fra bagkæden, der skulle lukke og slukke kampen.

Der var således spillet 75 minutter, da Thyge fandt en fremadstormende Palle, der på forunderlig vis havde fået sneget sig med frem fra sin vante venstre back, og da ingen gik til ham, udnyttede han situationen og placerede bolden i det lange hjørne via en berøring fra LSF-keeperen. Efterfølgende fejrede Palle sammen med holdet sin scoring på en sådan manér, at flere Liverpool-fans må have tænkt sig tilbage til sidste sæsons 5-0-sejr over Tottenham, hvor John Flanagan scorede et mål med højre fod fra sin position på venstre back, hvorefter han ”meget begejstret” blev tiljublet af sine holdkammerater.

Vi stod imod kampen ud på trods af et gult kort og 10 minutter i skammekrogen til AP, og vi kunne derfor fortjent sikre os en 2-0-sejr og tre tiltrængte point. Næste kamp er på hjemmebane mod AB lørdag den 1/11 med kampstart klokken 13.00.

 

 

Luk