Menu

Senior 1, igen 2-2

image
07. oktober 2014 kl. 18:25
For anden weekend i træk måtte vi nøjes med 2-2 mod et af de hold, vi ellers gerne skulle slå.

Sidste weekend blev det 2-2 på udebane mod Blovstrød efter en kamp, hvor vi kun kunne bebrejde os selv, at det ikke var blevet til tre point. Efter lørdagens hjemmebaneopgør mod Frederiksværk sad vi med samme fornemmelse, selvom vi måske burde være mere tilfredse med det ene point denne gang.

Dette faktum skyldes dog ikke, at Frederiksværk var toneangivende i kampen - tværtimod. Første halvleg forløb uden et reelt skud på mål fra gæsterne, mens vi havde et par hele eller halve tilbud i den anden ende, selvom spillet ellers langt fra var prangende. Symptomatisk for vores præstation var det tætteste vi kom på en scoring et langskud fra Onat, der desværre tog stolpen, og så måtte vi gå til pause med samme stilling, som det startede.

Anden halvleg var ikke specielt gammel, da et mislykket indlæg blev taget af vinden og desværre snød Hansen i målet, hvorpå Frederiksværk bragte sig foran 1-0. Denne stilling holdt ikke mange minutter, for så slog gæsterne til igen. Et indlæg fra højre side fandt en Frederiksværk-spiller foran mål, og han kvitterede for oplægget ved at kaste sig ind i bolden og passere Hansen i målet.

Nu så det bestemt ikke godt ud for os, men vi formåede heldigvis at få svaret igen forholdsvis hurtigt. Efter et par gode kombinationer omkring feltet endte bolden lidt tilfældigt hos Buch, der bankede bolden i kassen, og så var der reduceret til 1-2 med lidt over tyve minutter tilbage af kampen. Dette udnyttede vi til at lægge et tungt pres på Frederiksværk, og på trods af flere store tilbud måtte vi frem til få minutter før tid, før Thyge flot kunne sætte bolden i kassen på et frispark på kanten af feltet. Presset fortsatte fra vores side, men desværre holdt Frederiksværk stand, og vi måtte derfor nøjes med 2-2.

Eftersmagen var en smule blandet for vores vedkommende, fordi vi i første omgang kunne være tilfredse med at være kommet tilbage fra 0-2, men samtidig skal vi være skuffede over, at vi ikke præsterede bedre på dagen. Havde vi ramt det niveau, vi ved, at vi er i stand til, havde vi kørt Frederiksværk over, men det skulle ikke være, og det kan vi kun takke os selv for. 

Næste kamp er på udebane mod Liria FK den 11/10 med kampstart kl. 15.00.

AP

Luk