Senior 1 sejrede i sæsonens første kamp
Efter et halvt år på ”visit” i serie 2, er Lundtofte heldigvis tilbage i serie 1, hvor det hele er lidt sjovere, bl. a. med dommertrio, snor om banen osv.
Vores flotte forår skulle følges op allerede fra sæsonstart mod en gammel kending, nemlig Gladsaxe/Hero, som vi har spillet mod mange gange de senere år.
Vi gav come-back til Andy Rosenløv i målet, som efter et par år i marken, igen har valgt at tage handsker på. Derudover var der come-back til Anders Andy Møller på midtbanen efter et års frivillig pause. Og sidst men ikke mindst var der debut til Casper Petersen, som er kommet til os fra GVI.
Kampen startede i et fint tempo, hvor begge hold dog ”stod” fint på banen, når modstanderen var på bolden.
Gladsaxe Hero fik en stor chance til David Ledstrup, der blev spillet fri i feltet, men først skulle bruge en brysttæmning for at få kontrol over bolden. Heldigvis kom vores forsvar retur og fik tacklet af i sidste øjeblik.
Både AP og Andy Møller var alene med Gladsaxe/Hero’s målmand, som dog reddede begge gange, særligt den sidste redning var rigtig god.
I første halvlegs sidste minut, dømmes der straffe til Gladsaxe/Hero, som sikkert sparkes ind af David Ledstrup. En kold spand vand i hovedet på os lige inden pausen.
Heldigvis var der ikke en finger at sætte på vores spil, så i pausen blev vi enige om at forsætte på samme vis, i forvisning om at vi nok skulle få vores chancer.
Og ganske rigtigt, allerede i 2. halvlegs første minut opsnapper Joakim Hertz en bold i Gladsaxe/Hero’s felt, får spillet den skråt tilbage til en hel fri Casper Petersen. Men ramt af debùtnerver, misbruger han det store tilbud, ved blot at ramme stolpen.
Heldigvis havde Casper mere held i sprøjten midt i halvlegen, hvor han med et flot langskud, bringer Lundtofte tilbage i kampen, og dermed debutantmål til 1-1 – stort tillykke.
Vi sidder mere og mere på kampen, og med kun et kvarter igen, er det AP som har held med et langskud, som bringer os foran 2-1. Kort efter stjæler indskiftede Jakze bolden fra Gladsaxe/Hero’s back, og er iskold med deres målmand. 3-1 til Lundtofte, som også bliver kampens resultat.
Flot come-back til serie 1., og en perfekt start på den nye sæson, og at 2. holdet bagefter følger op med en sejr på 2-1 over Nivå, gør kun weekenden endnu bedre.