Senior 3 i rekordsejr

Senior 3 får historisk rekordsejr og førsteplads i hjemmebanepremiere
Seniorafdelingens tredjehold uddelte ris og ros til Herlev i sæsonens første kamp på Lundtoftes hjemmebane. De blev sendt hjem med en afklapsning på hele 11-2. Så mange mål er næppe blevet sat ind af Lundtoftes seniorer, siden klubmanden Jørgen Olsen trådte sin første skridt på Ravnholms grønsvær.
Det hele startede ellers under dynen for Lundtofte, hvor udebaneholdet bragte sig foran fra start med 1-0 efter blot fem minutter. De skulle dog ikke have bolden igen før en lang pasning fra Lundtoftes midterforsvar Rasmus Jensen fandt Nicolai Riis, der startede hans og de blås målfest. På den næste bold kom Herlevs forsvar på den rigtige side af Riis. Han stoppede op langt ude fra feltet, kiggede mod den lange krog og sendte den derop. Han skulle også nå at blive hattrickhelt i de første 45 minutter, da opskriften til første mål fungerede anden gang med en lang aflevering fra Anders Kjærulf. Riis lignede på ingen måde den mand, der lige var vendt hjem fra Mauritius’ varme, eller ham der blev ramt af måltørke i sidste sæson. Seneste mål fra angriberpositionen var i sidste års premiere mod Birkerød.
”Det var fantastisk at finde nettet igen og køre modstanderne over. Men hele holdet beviste bare deres sult, og om det er mig eller de andre, det har ingen betydning. Vi skal levere som et hold, og det gjorde vi uden sammenligning” sagde Nicolai Riis efter kampen.
Første halvleg bød ellers på to udvisende gule kort til Lundtofte, hvor keeper Martin Lind, også måtte en tur i dommerens bog. Men det var uden betydning, da pausefløjten lød med stillingen 4-2 til hjemmeholdet.
Tre Lundtofte-udskiftninger i pausen gjorde lørdagen til en skrækfortælling for Herlevs drenge. Et debutmål til 5-2 efter få minutter fra indskifteren Johan Wolf, fik deres midterforsvar til at råbe: ”Det her må ikke ende med en afklapsning drenge!” Men det skulle ikke være sandt. Johan stod for en mere, og ligeledes blev det til to for indskiftningsmakkeren Lasse Engblom. Mathias Rostgaard, Daniel Bruun, Thierno Diallo og Ibrahim Khayr kom også på tavlen med en enkelt hver, og begejstringen var stor på sidelinjen. Holdets skadede midterforsvar Nikolai Klokholm rejste sig fra sin stol med to hænder over hovedet og råbte: ”Legestue!”. Med rekordsejren over Herlev indtager tredjeholdet førstepladsen i serie 4 efter de to første kampe.
Tak for en god kamp Herlev. Det var en fornøjelse, og vi glæder os til at besøge jer i foråret.