Stolpe ud for senior 1
Med tre kampe tilbage og en placering på rækkens sidsteplads var dagsordenen mod dagens modstander, Herlev, ikke til at tage fejl af: Tre point skulle ind på kontoen, hvis ikke chancen for overlevelse skulle se næsten håbløs ud før de to sidste runder. Lundtofte startede da også kampen ud som et hold, der havde noget at bevise, og allerede få minutter inde opstod første store chance som desværre blev misbrugt. Drengene fortsatte imidlertid ufortrødent med at presse hjemmeholdet, som var helt ved siden af sig selv, og der var derfor nærmest åbent hus i Herlevs målfelt.
Desværre manglede skarpheden i den grad på dagen, hvilket kom til udtryk ved tre forsøg på træværket alene i første halvleg, heriblandt et brændt straffespark. Den ene gang, bolden endelig fandt vej til netmaskerne, blev Knudsens scoring annulleret for frispark, og så begyndte det efterhånden at ligne endnu en af de kampe, der har været så mange af i sæsonen, hvor bolden bare ikke vil ind. Heldigvis havde Herlev ikke det store at byde på frem ad banen, og holdene kunne derfor gå til pause ved stillingen 0-0 – ret beset burde det dog som minimum have været 3-0, hvis bare en brøkdel af normal skarphed havde været til stede.
Der var dog ikke så meget andet at gøre end at fortsætte i samme spor, men de mange brændte chancer begyndte efterhånden at påvirke spillerne negativt. Af den årsag kom Herlev bedre med i kampen, og som det så ofte før er set, brød de da også dødvandet, da de bragte sig foran 1-0 efter hjørnespark. Kort efter var den så gal igen, da en Herlev-spiller opsnappede en løs bold og satte yderligere et søm i kisten ved at bringe hjemmeholdet på 2-0. Lundtofte-holdet var dog ikke helt død og begravet, for blot to minutter efter reducerede AP, og med tyve minutter tilbage af opgøret var der bestemt stadig muligheder for point.
De muligheder blev endnu bedre, da Herlev fik sit fjerde gule kort i kampen og dermed måtte spille ti minutter i undertal, men trods et hårdt pres og et par store chancer mere, var der ingen, der formåede at sætte en scoring yderligere i kassen. For anden uge i træk endte det derfor med et 2-1-nederlag, hvorfor meget skal gå Lundtoftes vej, hvis endnu en sæson i Serie 1 skal sikres. Seks point i de sidste to kampe er et ufravigeligt krav, men derudover skal de andre resultater flaske sig og den negative målforskel skal forbedres markant. Det er ikke umuligt, og det starter på lørdag på hjemmebane mod Værløse klokken 13.00.