2010erne til Øens Cup 2022

Årgang 2010 på Øens Hold Cup: En humørfyldt tour de solskin
Efter to års ufrivillig Corona-pause er der nu igen åbnet op for stævnerne rundt omkring i landet. Det benyttede årgang 2010 sig af for nylig, idet hele årgangen tog afsted til træningsstævnet Øens Hold Cup i Næsby lidt nord for Odense.
Øens Hold Cup er et rigtig godt træningsstævne, arrangeret af OB, hvor tingene ikke er mere faste, end at spillerne har lov til at rykke rundt blandt de forskellige hold i løbet af turneringen. Det giver mulighed for at afprøve forskellige konstellationer på banen, hvilket både spillere og trænere nyder godt af – ikke mindst socialt.
Stævnet løb af stablen fra fredag den 25. marts til søndag den 27. marts, og humøret var højt, da en bus med 34 spillere og seks trænere trillede ned fra parkeringspladsen tidligt fredag eftermiddag. Drengene var opdelt og tilmeldt i tre hold, som allerede var i aktion fredag aften, så efter en sen aftensmad lokkede soveposer og luftmadrasser på en nærliggende skole.
Lørdag stod den på tre kampe for alle tre hold – og enkelte spillere nåede nærmest op på det dobbelte, da de havde energi nok til at hjælpe flere forskellige hold. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var en sand fornøjelse at være tilbage på et lækkert anlæg fyldt med fodboldglade drenge fra hele landet.
Lørdag aften samledes hele truppen til landskamp, og det var lige før loftet løftede sig, da Christian Eriksen kom ind og scorede sit magiske comeback-mål. Søndag morgen var flokken tidligt oppe på grund af skiftet til sommertid, men det påvirkede ikke præstationerne på banen, der generelt var superflotte hele vejen rundt.
Solen skinnede ufortrødent videre, og det gjorde den også, da bussen søndag eftermiddag trillerede retur til Lundtofte Boldklub. En fantastisk weekend var overstået, og alle i trænerstaben var nærmest helt høje over at have tilbragt weekenden med en flok fantastiske drenge, hvor der ikke på noget tidspunkt havde været noget, der blot lignede en konflikt! Socialt såvel som sportsligt en stor succes.
/Martin og Thomas